Regnbuebroen

Regnbuebroen

Denne side er til ære for alle vores dejlige hunde, som ikke er iblandt os mere, men som altid vil leve videre i vores hjerter.

"Lige inden man når himlen, ligger der et sted, der hedder Regnbuebroen. Når et dyr dør, ét, der har været specielt knyttet til én hernede, vil dyret stoppe ved Regnbuebroen. Der er enge og bakker, hvor alle vore særlige venner kan løbe og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin og vore venner har det varmt og dejligt.
Alle de dyr, der har været syge og gamle har fået deres helbred og kræfter igen, de, der var sårede eller lemlæstede, er raske og stærke igen, ganske som vi husker dem i vore minder om gamle dage. Dyrene er glade og tilfredse, de mangler kun en enkelt lille ting: De savner hver især én, der betød meget for dem, én, de var nødt til at forlade.
De løber alle sammen og leger i en stor flok, men der kommer en dag, hvor en af dem pludselig stopper og stirrer mod horisonten. Øjnene er klare og intense, og den ivrige lille krop begynder at skælve over det hele. Pludselig forlader den heldige flokken og flyver over det grønne græs, hurtigere og hurtigere løber dens små ben.
Du er blevet opdaget, og når du og din specielle ven endelig mødes igen, klynger I jer til hinanden i glædesstrålende genforening for aldrig at skulle skilles mere. Glade kys regner ned over dit ansigt. Dine hænder kan igen kærtegne det elskede hoved, og du kan endnu en gang se ind i de tillidsfulde øjne, der tilhører dit kæledyr, der så længe har været forsvundet fra dit liv, men aldrig fra dit hjerte.
Så kan I krydse Regnbuebroen sammen" ............................. Ukendt forfatter

Sorg er kærlighedens pris

	Wall Street`s Krewe of Claude "Kevin" 2015 - 2024 Kevin blev købt for at blive min smukke avlshund og for at være familien Lauritsens højt elskede hundemand. Det første hold desværre ikke, da Kevin mistede evnen til at være i avl - han blev i en meget ung alder steril, men nåede dog at blive far til en enkelt hvalp. Men som dejlig familiehund opfyldte han til fulde alle ønsker. Desværre viste det sig, at der var noget mere galt, end at han var blevet steril. Han begyndte at skrante mere og mere, og fik her til sidst desværre konstateret en alvorlig øjensygdom. Det ville have krævet en - eller flere - omfattende oprationer med efterfølgende hyppige øjendrypninger, og han skulle desuden holdes væk fra familiens andre hunde. Da Kevin i forvejen virkede sløj, han var begyndt at trække sig for kontakt, var det tydeligt, at livet ikke var godt og værdigt for ham mere. I samråd med mig, besluttede familien at gøre det sidste - og i situationen bedste - for Kevin, at give ham fred. Kæmpe TAK fordi I gav dejlige Kevin sådan et kærligt og skønt hjem ❤
	Lassies My Amazing Miracle, "Mira" 2016 - 2023 Det var et kæmpe chok, at jeg bare 2 uger efter at jeg måtte sige det sidste farvel til Hayley, også måtte tage afsked med min bare 6 år gamle Mira. Mira var sund og rask, intet forudgående tegn på at hun skulle blive ramt af en blodprop eller hjerneblødning, men det var, hvad der skete. Det ene øjeblik frisk og glad, det næste ikke i stand til at gå normalt. Hun mistede sin førlighed i højre siden, hvor ben og poter ikke ville lystre, så hun havde meget svært ved at gå, og gik ind i alt muligt. Vi tog naturligvis straks til dyrlægen, hvor vi var i flere timer, og hvor alt, hvad der kunne tjekkes for, blev gjort. Ingen af prøverne viste, hvad der var galt, så eneste mulige forklaring var, at det var i centralnervesystemet, der var sket skade - altså en blodprop eller en hjerneblødning. Jeg tog Mira med hjem i håbet om en bedring, men det kom selvfølgelig ikke, og dagen efter måtte jer med stor sorg lade Mira få fred. Mira var fra første færd min Amazing-Miracle-hund, ikke alene var hun gudesmuk, hun var også en drøm at arbejde med, sammen har vi oplevet en masse, og Mira har da også opnået ret mange flotte titler. Hun var aktiv og dygtig, når vi var til stævner, og venlig og rolig overfor alle mennesker og dyr. Hun udstrålede al den mod og værdighed, som er kendetegnet for de amerikanske collier - savnet efter skønne Mira er enormt ❤
	Lassies Sweet American Hayley, "Hayley" 2010 - 2023 Hayley var livet igennem noget noget af det sødeste og mødte alt og alle med stor venlighed. Især børn var hun meget glad for og glæden var i den grad gengældt, hun havde en kæmpe stjerne hos alle mine børnebørn. Hvis et barn var lidt utryg ved alle de vilde hunde her i huset, så kunne de bare sætte sig ved Hayley, som med sin rolige væremåde gjorde al utryghed til skamme. Ligesom sin mor, DeeDee blev også Hayley foræret til et af mine børnebørn, men det var atter kun af navn, for hun blev selvfølgelig boende her. I sine yngre dage var hun en dejlig træningskammerat for mig, hun bestod LP1 og LP2 og var klar til LP3, da DKK lavede helt om på programmet. Så gad jeg ikke det mere, men valgte Rally i stedet, hvor hun blev rigtig dygtig og sluttede af med at blive Champion. Hun har fået 2 kuld hvalpe, det ene endda mit rekord-kuld på 10 skønne hvalpe, som hun passede på allerbedste vis. Udover en meget voldsom sygdom, da hun var 4 år gammel – hvilket var tæt på at koste hende livet, uden at årsagen nogensinde blev fundet – har hun ikke siden været syg. Heldigvis lever hendes gener videre i hendes børnebørn, og mit håb er at vende tilbage til en af dem i mit avlsarbejde. Hayley var tæt knyttet til sin mor, DeeDee, så selv om jeg savner Hayley vildt, så trøster jeg mig med, at nu er de atter sammen ved Regnbuebroen. ❤
	Lassies Sweet America Dee Dee, "DeeDee" 2008 - 2019 Årets sidste dag i 2019 blev også DeeDees sidste. Bare 3 uger før hun ville have fyldt 12 år, måtte jeg tage den tungeste beslutning, man som hundeejer kan tage. DeeDee var ved fødslen en af de største tævehvalpe, jeg har haft, hele 400 g var hendes fødselsvægt, og hun vedblev med at være en stor amerikansk colliepige - lige det jeg godt kan lide. Hendes temperament var super stærkt, og hun var skøn at arbejde med. Hun opnåede både LP1, LP 2 og Dansk Rally Champion titler, og desuden en 1.præmie med certifikatkvalitet på udstilling - og det er da ikke så ringe endda. DeeDee bedsteforældre var 4 af mine fantastiske importer, og deres 2 "hjemmestrikkede" børn, blev forældre til skønne DeeDee. Som ung hund fik hun en skade på sit ene forben, og selv om en meget dygtig dyrlæge - der også er specialist i kiropraktik, akupunktur og laserbehandling - blev konsulteret, så vedblev DeeDee med at have problemer, og hun fik som ældre en del slidgigt i poten. Det var heldigvis først på hendes gamle dage, at hun måtte stoppe med at gå lange ture, så jeg gik en kort tur, hvor hun var med, og så en rigtig lang med resten af flokken. DeeDee var sød og rar overfor alt og alle, og især børnebørnene var hun rigtig glad for, ja ældste barnebarn "fik" DeeDee som sin egen hund - hun boede bare hos mig. Nu er DeeDee begravet på savannen mellem sin far, Cody og sin mor, Aica, og jeg savner hende meget. God tur til Regnbuebroen min højtelskede DeeDee og hils fra mig. ❤
	Tapestry American Sunshine, "Sunshine" 2006 - 2018 Jeg importerede Sunshine fra kennel Tapestry i USA, og han skulle så bo hos et ægtepar, der meget savnede en hund, efter at de have mistet deres gamle amerikanske collie - og jeg ikke ville hvalpe til salg foreløbig. Vi lavede en aftale (nedskrevet og underskrevet), om at han skulle bo hos dem, men at jeg fik avlsretten over ham. Desværre holdt denne aftale ikke, og familien fik kastreret Sunshine, og min kontakt med ham blev umulig. Men da han var 10 år gammel, kunne ægteparret ikke have ham mere, og jeg fik heldigvis chancen for at hente ham. Derved fik jeg mulighed for at have Sunshine i 2 skønne år, for han var virkelig en meget dejlig og evigglad hundemand. Han blev straks et højt værdsat medlem af Lassieflokken. Han var sød og tålmodig overfor hvalpe og venligheden selv overfor voksne hunde og ja også overfor børn og voksne 2-benede. Han var i rigtig dårlig kondition, da jeg overtog ham, men det fik jeg hurtigt rettet op på, og han elskede turene i skoven og især i grusgraven, hvor han kunne løbe frit - og rulle sig rigtig mange gange. Vi har faktisk et område i grusgraven, som nu hedder "rullegræsset", for der måtte Sunshine altid giv den fuld rulle-gas. Selv om vi kun fik 2 år sammen, så blev du højt elsket og et vigtigt medlem af Lassieflokken, og jeg savner dig rigtig meget. Hils fra mig ved Regnbuebroen.
	Lassies American Concept, "Cody" 2005 - 2018 Cody var min første han af eget opdræt, og det er altså noget helt specielt, når man selv har taget imod dem ved fødslen, og desuden været så privilegeret at have dem i mange år. Cody var en ener, han havde et helt fantastisk temperament, sød og rar mod alt og alle og med en udstråling og selvtillid, der gjorde at ingen turde provokere ham. Han var den skønneste træningskammerat, ikke så stresset som man ofte ser hanner være, selv om han naturligvis også var glad for damehunde, men han kunne godt arbejde alligevel. Han var ganske ligeglad med om en prøve foregik inde i en rungende hal med glatte gulve, eller udendørs med masser af mennesker og hunde og blafrende telte omkring. Hans titler beviser, at han var en klog og dygtig hundemand, han opnåede alt, hvad jeg kunne ønske mig. Min erfaring siger at hanner knytter sig lidt tættere til deres ejere end tæver, og det gamle ord: "hanner kan leve af deres ejers udåndingsluft" passede også på Cody. Cody fik noget, der nok var en hjerneblødning, så fra det ene øjeblik til det andet, kunne han ikke rejse sig, og jeg måtte tage den opringning til dyrlægen, jeg hader så meget. Heldigvis kan vi give vores elskede hund en værdig død, når livet ikke er værd at leve mere, men tårerne bliver vi ikke forskånet for. God rejse til Regnbuebroen, skønne Cody, savnet efter dig er enormt.
	Lassies Amber Princess Aica, "Aica" 2005 - 2018 Aica var fra mit første kuld født her til Stenlille, og da jeg efter mange år i Allerød var nået til kuld nr. 23, og altså bogstav W, så valgte jeg at starte forfra på alfabetet. Aica havde det sødeste og blideste sind, man kan tænke sig, og var den perfekte hundemor fra sine 3 kuld hvalpe, ja hun var også fantastisk overfor alle de andre kuld, der blev født her – altid sød og tålmodig. Med Aica trænede jeg både i Rally lydighed og i Agility. I Rally gik vi til officielle prøver, og Aica klarede sig rigtig fint og blev både Begynder- og Øvede mester. I Agility trænede vi udelukkende på hyggeniveau, men det er jo heller ikke at foragte. Aica var kun syg en enkelt gang i sit liv, og det var en omgang livmoderbetændelse, da hun var 10 år gammel, men det blev klaret uden operation, og voldte ikke siden problemer. Vi holdt Aicas 13 års fødselsdag, bare 10 dage før hun døde, og da var der bestemt ingen tegn på, at hun snart skulle forlade mig. Hun var frisk og glad og nyd sine gæster og alle de lækkerier hun fik. Men i den alder kan det jo gå uhyggelig hurtigt, så fra den ene dag til den anden slog det om, og hun ville slet ikke have mad og kunne næsten ikke gå – hun havde det virkelig dårligt, og jeg kunne bare med stor kærlighed og mange tårer bede dyrlægen om at give hende fred, men åh, hvor jeg savner hende. Tak for 13 vidunderlige år min søde Lassiepige – og hils fra mig ved Regnbuebroen
	Lassies American Just In Time, "Justin" 2010 - 2017 En af de mest frygtede sygdomme af alle - for både mennesker og dyr - ramte Justin i en alder på bare 7½ år. En tilsyneladende harmløs væskeansamling på maven viste sig at være det eneste synlige tegn på en alvorlig cancer, der havde spredt sig i bughulen med mange blødende tumorer. Dyrlægen kunne desværre kun konstatere, at der ikke var noget at gøre, så selv om Justin stadig virkede glad og spiste med god appetit, så ville han meget snart få det meget grimt - kræften fyldte nemlig så meget, at han kun med besvær kunne komme af med afføringen, og inden længe ville det være umuligt. Jeg græder, mens jeg skriver det her, det er så urimeligt og uforståelig, når så ung en hund må forlade denne verden - vi er mange der vil savne dig meget. Justin boede jo ikke hos mig, men havde en fantastisk kærlig familie - et bedre hjem kunne han ikke have været i. Mine tanker går nu til familien Lauritsen, som jo mærker sorgen på tætteste hold - Tak fordi I gav ham sådan dejligt hjem.
	Tapestry American Model, "Daisy" 2003 - 2016 Daisy blev 13 år og 13 dage, men da jeg først fik hende, da hun var knap ½ år gammel, så fik jeg jo "kun" 12½ år sammen med denne dejlige hundepige. Hun var helt bestemt fantastisk, og da jeg så hende første gang i lufthavnen i Boston sammen med Helle Heidi Jensen, som var med mig på USAturen, var vi begge meget begejstret for denne skønne colliepige. Jeg har en af hendes sønner og Helle har en af hendes døtre, og det er vi begge ret glade for, og Daisy lever heldigvis via sin søn, Cody videre i mit opdræt. Daisy havde en stor personlighed, hun var ikke en man bare kunne kommandere med, for hvis Daisy ikke synes om det, man ville have hende til, ja, så var det ikke muligt at få hende til det. Man hun må have kunnet lide den træning, jeg lavede med hende, for hun blev ret god til både Lydighed, Rally og Dogdance, og klarede sig rigtig fint. Daisy fik 3 kuld hvalpe, og eneste ting jeg fortryder er at jeg ikke - udover den søn jeg har efter hende - også beholdt en tæve, men jeg har jo hendes linje i mit avlsmateriale, så min yngste stjerne, Mira , er både oldebarn og tiptipoldebarn af skønne Daisy. Tak for lidt over 12½ skønne år min dejlige og højt elskede Daisy - jeg savner dig.
	Lassies Voice of America, "Vonda" 2003 - 2016 Vonda var noget helt særligt - det har jeg vist skrevet før her på siden, men det er de jo hver og en, det er derfor det er så svært at miste dem. Men Vonda var nu alligevel speciel, hun var min fantastiske træningspartner i mange år, hun elskede at lære noget nyt. Hun var hurtig til at forstå, hvad jeg mente, men hvis jeg lavede den samme øvelse mere end 2 gange, så gad hun ikke den mere - og så lavede hun fejl i den. Vonda var min første Lydighedschampion - den fineste titel en hun kan få, efter min mening - og hun blev også Rallychampion. Men hun var jo ikke færdig med det, vi skulle da prøve noget nyt, og det blev så Dogdance, og den disciplin var lige noget for Vonda. Når hun hørte den musik, der hørte til hendes nummer (Foot Tapper med The Shadows) kom hun styrtende, for så skulle vi "danse". Jeg er så glad for at jeg beholdte denne vidunderlige hund fra mit V-kuld, hun havde det skønneste og stærkeste sind, man kan ønske sig, og så var hun noget så smuk og dejlig. Tak for 13 vidunderlige år, min højtelskede Vonda.
	Luna of Tapestry, "Luna" 2001 - 2014 Luna var den første hvalp, jeg importerede fra kennel Tapestry, og jeg har nusset med en hel del af hendes familie, da jeg besøgte kennelen, længe før Luna blev født. Med hende besluttede jeg at nu skulle alle hvalpe herfra være efter 100 % amerikanske linjer, så Luna er stammoder til rigtig mange Lassier. Luna var virkelig alt hvad jeg kunne drømme om, hun havde det super fantastiske temperament, som jeg sætter så højt, nemlig rolig og værdig, og med en altid venlig måde at møde fremmede mennesker og andre hunde - ja, alle andre dyr - på. Men hun var samtidig altid klar til sjov og træning - bortset fra da hun blev gammel, for da foretrak hun bare at kikke på. Luna var Lassieflokkens ubestridte leder efter Nomis død i 2010, et job hun udførte eksemplarisk, der var aldrig ballade i flokken, alle rettede ind. Nu bliver det nok hendes datter, Vonda, der overtager den post, og jeg er sikker på, at det vil hun klare med værdighed og fornuft. Luna var en stor personlighed, og jeg savner hende voldsomt, men jeg ved at jeg skal være taknemmelig for, at jeg fik over 13 år sammen med denne skønne hund
	Tapestry American Design, "Tjalfe" 2001 - 2013 Tjalfe blev importeret fra Kennel Tapestry, fordi en familie noget så brændende ønskede sig en amerikansk collie, og jeg kunne godt bruge en avlshan, men jeg havde ikke plads til endnu en han. Vi fik en lang og god snak, og da kemien mellem os var rigtig god, så blev vi enige om at "dele en han". Jeg havde avlsretten og familien havde en dejlig og meget smuk hund. Det har fungeret perfekt gennem alle årerne, og det har desuden, som sidegevinst, givet et varmt venskab. Tjalfe opfyldte virkelig mine drømme, og blev stamfader til mit opdræt af 100 % amerikanske collier. Jeg er meget taknemmelig for at jeg i dag har både en datter og søn efter Tjalfe, og gennem hans søn, har jeg nu flere generationer, så Tjalfe lever videre i mine linjer. Da Tjalfe først havde overstået sin unghunde-fis-og-ballade-periode, blev han en super god lydighedshund og bestod både LP1, LP2, og LP3 samt Brugsprøven. En hel del af hans afkom - i flere generationer - er også rigtig gode arbejdshunde, og har opnået mange titler. Jeg føler med Tjalfes familie, for det er jo dem, der mærker sorgen mest, heldigvis har de både en Lassie tæve og en Tjalfe-datter, så der bliver ikke helt tomt.
	Lassies Newlook Naomi, "Nomi" 1997 - 2010 Nomi var den kloge og værdige flokfører for hele Lassie-flokken, fra hun var bare 5 år og lige til sin død knap 13 år gammel. Alle respekterede hende, og det var kun nødvendigt for Nomi ganske få gange at markere sig overfor en uartig optræden fra en af de yngre tæver - hannerne sagde hende naturligvis aldrig imod. Også alle gæstehunde respekterede Nomi, ingen satte spørgsmålstegn ved hendes autoritet. Nomi var også noget helt specielt for vores familie, hun var bl.a. "skyld i" at hundene begyndte at komme i møblerne. Det var nemlig forbudt indtil Nomi med sit utrolige charmerende væsen bare lagde sig op til os, for nu skulle der hygges - og når Nomi måtte, så kunne vi jo ikke forbyde de andre det! Nomi var ikke bange for nogen eller noget i denne verden, hun besad en ophøjet ro, som er en sand dronning værdig, samtidig var hun skøn at træne med, og helt til hun var 12 år gammel, nød hun at være med ude hvor der skete noget - og at være midtpunktet. Savnet efter Nomi er enormt.
	Snowpaw Chevrolet Nova, "Chevy" 2000 - 2008 Chevy var en dejlig, sød og rar hanhund, uden på nogen måde at være skvattet. Han mødte alle - både mennesker og dyr - med venlighed. Hvis der kom en hanhund på besøg her hos os, viste Chevy med ophøjet ro og værdighed, at det var helt ok, bare gæste-hunden opførte sig høfligt og respekterede Chevy som lederen. Kom der derimod en hanhund på besøg, som ikke kendte til "Takt og tone", ja så var de ikke velkomne her. Alle andre steder var han ligeglad med om andre hanner spillede op til ballade, for gjorde de det, gik han bare hovedrystende sin vej. Chevy var netop startet med at gå til officielle prøver i Rally-lydighed, det var en sport han syntes var rigtig sjov, så det var han glad for og dygtig til, men han nåede kun en enkelt prøve, som han naturligvis bestod med glans. Chevy sygdomsforløb var kort og voldsomt, og varede ikke engang en måned. Både dyrlægen og jeg troede, at det var en harmløs maveinfektion, og det blev han behandlet for. Det viste sig desværre at være det værst tænkelige.
	Lassies Sweet Isabel, "ISA" 1993 - 2006 Isa var datter af Glenna, og blev den sødeste og rareste hundepige, man kan tænke sig. Hun var ikke spor dominant, så da hun blev den ældste i flokken, og det derfor var naturligt, at hun skulle overtage lederskabet, så måtte Isa melde fra. Det var ikke et job for hende. Men heldigvis blev hendes datter, Nomi, hurtig klar over problemet, og da Nomi bestemt havde sine meningers mod, overtog hun ganske naturligt - og helt uden skærmydsler - opgaven med at være den fornuftige flokfører. Aldrig har Isa haft det så nemt, for når det er "barnet" der bestemmer, så har Mor særlige privilegier. Nomi sagde aldrig noget til sin mor, de andre kunne blive irettesat, men Isa fik lov til hvad som helst, hun var fredet i klasse A. Isa var legesyg til det sidste, hun elskede at hente ting, og kom troligt med bolde og andre legeting, for at vi skulle kaste dem. Isa var en meget afholdt hund, og "snød" sig ofte til ekstra godbidder fra gæster, fordi hun ikke masede sig frem som de andre. Ja, en dag stak hun lige så stille sin næse ned i en gæsts godbidspose, men gæsten - og vi andre - lod som om vi ikke så det.
	Dutchamco's Beloved Bronze Buick, "BUICK" 1995 - 2005 Buick blev købt efter flere års søgen for at finde lige det temperament og den type, jeg har som ideal. Jeg kontaktede en dommer fra USA, der dømte på en DKK udstilling, og efter at have fortalt hvad jeg var ude efter, kunne han henvise til kennel Dutchamco i Holland. Buick var en skøn hund, som ikke kendte til angst, og han havde en meget værdig og lidt overlegen adfærd, så han blev kaldt "Kongen på kennel Lassie" . Han bestemte dog kun over vores anden hanhund, for som så mange andre steder, er det hunnerne der bestemmer, så selv Buick måtte indordne sig! Han havde et udpræget beskytterinstinkt overfor familien - med Buick ved sin side havde man den bedste bodyguard man kunne ønske sig. Han var også en dygtig dressurhund, bestod LP1, LP2, LP3 og Brugsprøven, og var med da Collieklubben lavede et opvisningshold i lydighed. En tragisk trafikulykke gjorde alt for tidligt en enden på hans liv.
	Peerie Sunlight Sofie, "SOFIE" 1992 - 2005 Da min datter fik lyst til at få sin helt egen hund, var mit krav at så skulle hun også gå til lydighedstræning med den. En collie er lige stor nok for en pige på 9 år, så valget faldt på en mindre model - en shetland sheepdog. Sofie var eneste overlevende hvalp fra et kuld på 5, og hun blev en skøn hund for min datter. Som lovet gik de først til hvalpemotivation og senere på et rigtigt dressurhold begge dele hos Annette Dalgaard, men derefter stoppede de dressurtræningen og Sofie lærte i stedet en masse tricks. Hun kunne f.eks kommandoen: "Kan du spille klaver" så sprang hun straks op på klaverstolen, og "spillede" lystigt med forpoterne. Sofie var en meget modig og lidt fræk lille hund, og hun var da også tæt på at få øretæver en dag, hvor hun i skoven provokerede en stor bouvier. Da den løb efter hende, stillede hun sig bare bag Buick og gøede videre, og så skulle bouvieren pludselig den anden vej. Ja man kan sagtens spille op, når man har sin bodyguard med. Tina tog Sofie med alle vegne, og hun var da også med Tina i skole flere gange, for hun var en meget sød og nem lille hund.
	Lymik My Sweet Lady Lassie, "LADY" 1988 - 2002 Selv om min store interesse stadig var de Amerikanske collier, så rakte økonomien ikke til at importere en ny avlshund, og hvis mit opdræt ikke skulle gå helt i stå, skulle der en ny hund på banen. Jeg valgte en opdrætter, hvor jeg kunne følge hvalpene nøje, og hvor jeg fik lov til at vælge først. Jeg valgte den stærkeste i kuldet, og Lady blev en dejlig og rimelig stærk hund. Men at der var usikkert temperament i linjen fornægtede sig ikke, så selv om jeg udvalgte hendes avlspartnere meget omhyggeligt, fik hun enkelte hvalpe, der ikke levede op til det, jeg gerne ville opdrætte. Jeg opgav at avle videre på den linje, og den stoppede med Ladys oldebarn: Nomi. Lady gik til træning i "Dressurklubben Allerød" hvor hun klarede sig rigtig fint, men dressurprøverne i Collieklubben kunne vi jo ikke undvære, så det blev til både Dressurmærkeprøven, Brugsprøven og flere gange deltagelse i DSS Landskonkurrencen.
	Lassies Sweet Glenna, "GLENNA" 1991 - 2000 Glenna var datter af Lady og hun blev noget særligt for mig, da hun var min første rigtige "hjemmestrikkede" hvalp - den første hvalp, jeg havde mulighed for at beholde. Hun blev en meget selvstændig og stærk tæve, og en dejlig dressurhund. Hun startede tidligt i "Dressurklubben Allerød", hvor jeg jo havde gået med Lady, der lærte vi bl.a. sporsøg, som mine hunde var ret gode til. Vi deltog selvfølgelig også i Collieklubbens dressurmærkeprøver og i flere Landskonkurrencer, hver gang med et fint resultat. Glenna fik 2 kuld hvalpe, ved den første fødsel rystede hun meget, og virkede som hun ikke havde det så godt, men ellers forløb det fint. Jeg prøvede så endnu et kuld, men efter at have født en dødfødt hvalp, gik fødslen i stå, og de 5 øvrige hvalpe måtte forløses ved kejsersnit. Det var mit første og stadig eneste kejsersnit, og selv om det gik helt efter bogen, og de 5 hvalpe klarede sig fint, så stoppede jeg avlen på Glenna, man skal ikke avle på en hund der har problemer med at føde naturligt. Med Glenna vandt min datter en "Barn og hund" konkurrence.
	Excaliburs Misty Marauder, "TIGER" 1983 - 1994 Hvis man vil avle amerikanske collier, så er det ikke nok med en tæve - man må også have en amerikansk han. Jeg tog kontakt til en dansk-amerikaner Svend Jensen, som havde været collieopdrætter i Danmark inden han rejste til Californien, hvor han også opdrættede og dømte collier. Han lovede at lede efter en ung han af super god kvalitet, og det gjorde han, men det tog 2 år inden den rigtige hund var der. Jeg blev ringet op midt om natten: "Nu er den der, men du skal være hurtig, der er andre der gerne vil have den" Hold da op sikken en beslutning at tage på det tidspunkt, men selvfølgelig sagde jeg ja, selv om han kostede 4 x hvad en hvalp kostede i Danmark. Han var det hele værd, åh hvor var han smuk. Han var selvfølgelig for stor for de europæiske dommere, han fik tit en meget fin kritik, der sluttede med: "men alt for meget af ham". Det rørte mig ikke, det ved man, når man interessere sig for de amerikanske collier. Han var rigtig god til lydighed, og det blev til en 1. præmie i klasse 1
	Lassies Bella Blondie "BLONDIE" 1981 - 1988 Blondie var datter af Dinah og Clyde og min første "hjemmestrikkede" hund, selv om det egentlig ikke var meningen fra starten. Hun blev solgt som hvalp, men da familien pludselig ikke kunne have hende mere, flyttede hun hjem til sin mor og far - og flyttede aldrig mere hjemmefra. Hun fik desværre et alt for kort liv, idet hun pådrog sig en såkaldt "indkapslet livmoderbetændelse". Da jeg gik på arbejde om morgenen, anede jeg ikke hun var syg, men da min søn kom hjem midt på dagen, kunne han ikke finde Blondie. Han regnede med, at jeg nok havde taget hende med mig - hvilket slet ikke var unormalt - men da jeg kom hjem uden hende, måtte vi begynde at lede. Vi fandt hende i en mørk krog i stuen, og hun havde det elendigt. Vi kørte straks til dyrlægen, men da var hun gået i chok og døde inden dyrlægen kunne nå at gøre noget - livmoderen var sprængt. Det var så forfærdeligt, et hundeliv er kort nok, og så fik hun kun 7 år, det var næsten ikke til at bære. Hun nåede (selvfølgelig) at bestå dressur - og brugsprøve med 1. præmie og deltage i Landskonkurrencer, for hun var en dygtig og lærenem hund.
	Lassies Dinah of Arrowhill, "DINAH" 1979 - 1992 Min første 100 % amerikanske collie, der til trods for sit Lassie-navn var en USA import. Derovre er det normalt at både opdrætterens kennelmærke og køberens kommer på stambogsnavnet. Dinah kom til Danmark da hun var 5 måneder gammel og hun indfriede alle mine forventninger om stabilt amerikansk temperament. Hun klarede sig rimeligt på udstillinger, og rigtig godt i lydighed. Også hun bestod både dressurprøven og brugsprøven, og deltog flere gange i Landskonkurrencen, hvor også hun én af gangene vandt Marki-pokalen. Hun blev starten på min voksende interesse for amerikanske collier, og min begejstring for deres temperament og type. Men en dag forbavsede hun mig virkelig, jeg ville gerne have taget et billede af min "fårehund" sammen med får, og da vi havde en landmand med en mellemstor fåreflok i familien, bad jeg om lov til at gå ind til fårene med Dinah. Det fik jeg lov til, men kun fordi jeg bedyrede, at hun var meget lydig, og at jeg sagtens kunne kalde hende til mig. Da gjorde jeg regning uden vært, for da Dinah så at fårene stod sådan lidt hulter til bulter, gik hun straks i gang med at samle dem. Jeg kunne råbe og skrige, hun hørte mig ikke, hun samlede fårene i et hjørne af folden, og blev stående og vogtede dem, så de blev hvor de var. Først da kunne jeg gå hen til hende og give hende snor på. Fåreavleren blev ret sur, hans får var jo ikke vant til at blive gennet af en hund, så de var blevet skræmte, men Dinah havde vist at hendes hyrdeinstinkt var intakt - det skulle måske bare lige rettes lidt til.
	Fagerhøjs Sweet Sally, "SALLY" 1977 - 1990 Da familien skulle forøges med endnu en collie, blev det atter temperamentet der kom i højsæde, og da jeg var blevet interesseret i den amerikanske collie, faldt valget på en hvalp efter psykisk meget stærke forældre, og hvor faderen var importeret fra USA. Sally blev lige den stærke og modige type jeg ønskede, sød og venlig overfor alt og alle, der var søde og venlige mod os, men straks parat til at forsvare os, hvis det var nødvendigt. Da vi hentede Sally, sagde opdrætteren: "Hvis hun holder, hvad hun lover, bliver hun en udstillingsstjerne!" Det var så det eneste løfte, hun ikke holdt, for hun blev ikke nogen udstillingshund. Men hun blev en super god familiehund og meget lærenem, 10 måneder gammel bestod hun dressurmærkeprøven, og 15 måneder gammel klarede hun brugsprøven med 1. præmie. Derefter blev hun én af de allerførste collier, der bestod klasse 3, og fik collieklubbens dressurnål i guld. Sally deltog i 1981 + 1982 + 1984 i DSS Landskonkurrencerne i dressur og vandt bl.a. Marki-pokalen for bedste brugsprøvede klasse 2 hund. Sally blev mor til mit første kuld hvalpe, og Clyde den stolte far.
	Mosshills Golden Nobleman, "CLYDE" 1972 -1985 Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg naturligvis straks have endnu en collie og Bonnie skulle have en god legekammerat. Da Bonnie ikke havde klaret sig så godt på udstillinger, kikkede jeg efter en kennel, hvor hundene havde fine udstillingsresultater. Valget faldt på en kennel i Sverige, der avlede efter engelske linjer, og 2 dage efter mit bryllup blev Clyde hentet. Han var naturligvis dejlig, og var meget smuk, men havde ikke det super stærke temperament, som Bonnie havde, og som jeg sætter så højt. Han var bestemt ikke så slem som Sonny, men alligevel lidt usikker overfor nye ting, og brød sig f.eks. ikke om glatte gulve. Han klarede sig fint på udstillinger og på billedet har han fået 1. præmie, da Dansk Kennel Klub arrangerede Verdensudstilling i Herning i 1977. Han blev også en dygtig lydighedshund, og bestod Collieklubbens dressurmærkeprøve - og brugsprøven med 142 points ud af 150 mulige. Clyde var både af navn og psyke en Nobleman, kom der en højløbsk tæve på besøg, var han naturligvis meget interesseret i hende, men hvis tæven var knibsk, kunne vi godt opgive alt om parring, Clyde respekterede et nej, og gik ind og lagde sig i stuen - en sand englænder ;-)
	Lassies Merry Black, "BONNIE" 1966 - 1978 Efter vores sørgelige debut som hundeejere, prøvede mine forældre at overtale mig til at opgive tanken om at have hund. Men trods løfter om at måtte gå til ridning og jeg ved ikke hvad, så holdt jeg fast i, at jeg havde fået lov til at have en hund. Så nu skulle der ledes meget bedre efter en hvalp fra en god opdrætter. Vi turde ikke købe sheltie mere, nu skulle det være nummeret større, og valget faldt på kennel Lassie, som havde et lille opdræt af super gode collier. Det var det kennelnavn, som jeg overtog mange år senere. Bonnie var helt fantastisk, fra første færd kunne vi mærke en kæmpe forskel fra at have en evig angst hund, til at få en hund, der nærmest ikke kendte til at være bange. Hun var så god og så nem at træne, at hun blev holdets bedste ved Collieklubbens dressurmærkeprøve i Valbyparken i 1968. Hun fik 97 points ud af 100 mulige og blev udtaget til at være med til den første landskonkurrence, som Collieklubben afholdt sammen med nogle andre specialklubber, og hvor Bonnie blev blandt de 10 bedste. Bonnie blev også udstillet nogle gange, men klarede sig ikke specielt godt - bortset fra allersidste gang, hvor jeg havde taget hende med til et skue. Hun var da 12 år gammel og dommeren sluttede sin skriftlige kritik med ordene: "Må have været meget smuk i sine yngre dage" - synd de ikke kunne se det dengang.
	Halstrøms Per, "SONNY-BOY" 1964 - 1966 Efter i mange år at have luftet en stor del af omegnens hunde og plaget mine forældre om at få min egen, fik jeg endelig mit højeste ønske opfyldt til min konfirmation. Jeg fik min egen hund, en Shetland Sheepdog. Jeg var meget glad for min lille Sonny, men desværre var han så totalt indavlet at hans far også var hans morfar og hans mormors far. Da denne han samtidigt havde et meget angst temperament, (hvilket vi først forstod senere) så blev min lille Sonny også en meget nervøs og bange lille hund. Det kunne vi sikkert godt have levet med, hvis han var blevet angstbider, og da der netop var kommet børnebørn i familien, sagde mine forældre stop. Mine forældre turde ikke have Sonny mere, efter at ham havde bidt min bror i benet, så med grædende hjerte, måtte jeg skilles fra min lille ven. Det fik dog ikke min kærlighed til hunde til at forsvinde, så selv om mine forældre helst var fri, så fik jeg en erstatning for Sonny. Det blev ikke en sheltie igen, men derimod verdens skønneste, dejligste collie, med et super stærkt og venligt temperament.

Den største sorg i verden her er dog at miste en man har kær
Tak for alt det I har givet mig - vi ses ved Regnbuebroen.