Tirsdag d.16 april 2002 blev Lady's
sidste - på Dronningens fødselsdag hvor Dannebrog vejrede festligt fra hver
en flagstang - var der sorg hos os.
Lady var frisk til det sidste, dagen før hun døde gik hun om morgenen glad
med i skoven, og da vi kom hjem spiste hun sin mad som hun plejede. Men da
jeg kom hjem fra arbejde kl. 13. var hun næsten ikke i stand til at gå. Hun
kunne ikke holde balancen, og måtte bæres ud og ind fra haven, hvor hun kun
kunne gå ganske få skridt.
Jeg kunne ikke tage den tunge beslutning lige med det samme, jeg måtte se
hvad vej det gik, måske ville hun have det bedre næste dag, man har vel lov
til at håbe! Det havde hun desværre ikke – efter at have våget hos hende om
natten, hvor det kun blev værre og værre, kunne Lady om morgenen slet ikke
stå på benene og dyrlægen måtte tilkaldes for at gøre en ende på hele. Det
er så frygtelig hårdt, men samtidig så rigtigt, at være i stand til at give
hende fred.
Mine tårer er ikke fordi jeg føler det er uretfærdigt eller urimeligt at
Lady ikke kunne leve mere, hun fik et langt og godt hundeliv, og det er da
de færreste collier der bliver næsten 14 år gammel.
Mine tårer er kun fordi det altid er svært at miste nogen man holder af.
Lady 2 måneder gammel - er hun ikke kær
1 år gammel og hun elskede at blive børstet på maven – helst af Tina
Lady oplevede - som de fleste ældste tæver i en flok - at være floklederen. Det var hun god til, der var ingen skærmydsler, for Lady magtede "dræberblikket". Hun behøvede ikke så meget som at knurre, hun stirrede bare, og alle rettede ind. En dag hvor hun lå under sofabordet, kom en hvalp forbi, men den satte pludselig i et hyl og løb ud. Jeg undrede mig, for jeg så at der slet ikke var nogen henne ved hvalpen, men så så jeg at Lady lå under bordet, og var klar over at hun havde sendt dræberblikket!
Her er Lady fotograferet på sin 13 års fødselsdag, der skulle blive den sidste, hvor hun selvfølgelig blev fejret på behørig vis
