Billeder fra forsiden 2020
Da jeg synes, det er lidt ærgerligt, at alle de dejlige billeder fra min forside bare er på i kort tid, vil de kunne genses på denne side.
Jeg vil altid meget gerne have gode skarpe billeder af dejlige Lassier tilsendt - de bedste kommer så på forsiden.
Til forsiden skal jeg bruge original billedet, så jeg har så stor opløsning som mulig - skal helst fylde over 2 MB.
Jeg bruger ca. 800 - 1000 pixels i bredden til forsidebilledet, men det skal jo være noget større, hvis det skal beskæres.
 Send det så stort som muligt, så redigerer jeg det selv.
Et lille tip: Hunde tager sig ikke godt ud, hvis I står oprejst og tager billedet skråt ned mod hunden.
I skal ned i hug, så kameraet er på højde med hundens hjerte - og hellere for langt ned end for højt oppefra.

27. december

Lille spejl på gulvet der......jo du er helt sikkert den smukkeste i verden her
20. december

Efter 2 zoble hvalpe på forsiden er det da på tide med en tricolour hvalp,
her er det en af Miras.
13. december

En af Omis hvalpe, den eneste zoble tæve, der får sig en tår dejlig mælk.
6. december

En af Miras sønner hviler sit smukke hoved på en af sine brødre.
1. december
    
Så kom der hvalpe - endda hele 2 kuld samme dag nemlig 1. søndag i advent,
et par skønne julehvalpe. Heldigvis blev Mira færdig med sin fødsel før Omi startede - hvalpene kan følges på deres fælles side:
Q- og R- kuldene
Ingen af hvalpene er til salg - de er alle reserveret.
23. november

Søde Hayley ser ud til også at nyde de flotte efterårsfarver
15. november

En dejlig søndag med det fineste efterårssolskin, hvor vi alle nyder at
være udenfor - og Omi bliver aldrig træt af at lege
9. november

I dag er det Chantis fødselsdag, og hun bliver naturligvis fejret
med masser af lækkerier - til hele banden.
Her er hun foreviget i Svogerslev Grusgrav, hvor vi gik tur i fredags.
Hun poserer foran "Runde Rie", skabt af kunstneren Thomas Dambo
1. november

Disse 2 søde Lassiepiger - Mira og Omi - venter hvalpe om en måneds tid,
og jeg glæder mig rigtigt meget.
24. oktober

Dagens morgentur i Bromme Plantage med en smuttur i den
nedlagte grusgrav, hvor hundene kan løbe frit.
Efterårsfarverne er altså så smukke - og passer perfekt til collier
15. oktober

Et billede fra dagens tur ved Tuelsø - et smukt og dejligt sted,
som ofte bliver valgt til dagens tur.
9. oktober

Jeg har fået dette fine billede af dygtige Nigella, der nu kan smykke sig
med endnu en titel, nemlig LP 2 - Tillykke med de flotte resultater.
4. oktober

Inge & Bent havde atter arrangeret en herlig Lassietur til Hedeland.
29. september

10 år gamle Hayley ved siden af sin og Choctow's store flotte søn, Nemo,
som fylder 4 år i dag. Kæmpe tillykke til alle N-hvalpene
22. september

Her er Mira ved siden af sin smukke datter, Pilu.
16. september

Jeg har fået dette skønne billede af Malou - fra L-kuldet.
Selv om hun er en ret stor colliepige, så kan jeg ikke lade være med at kalde hende for "Lille Malou". Jeg ved ikke hvorfor, men for mig bliver hun ved med at være Lille Malou. Måske er det fordi jeg egentlig havde bestemt mig til at beholde hende, og så var hun jo den lille i flokken. Malou er heldigvis ligeglad, hun kommer altid glad løbende hen til mig, når jeg kalder, Hej lille Malou.
Tak for billedet Conni
11. september

Kæmpe TILLYKKE til dejlige, søde og skønne Yankie, som  fylder 2 år i dag.
7. september

Hundene synes det er dejligt, når der skal gøres rent, for så kommer alle hundekurve og -tæpper udenfor, og så kan man (her er det Mira) jo snuppe en
lur i sin dejlige dyne mens der holdes øje med alt, hvad der foregår på matriklen
1. september

Jeg har fået dette skønne billede af Sassy, hun er fra O-kuldet og altså
søster til min Omi. Hun er sandelig blevet en rigtig smuk
Lassiepige - Tusinde tak for billedet Rebecka
24. august

Med et billede af Chanti ønsker jeg de af hvalpene fra F-kuldet, der
stadig er blandt os hjertelig tillykke med de 12 år. 
16. august

I dag har Mira og Kevins søde lille enebarn fødselsdag - hun fylder 2 år - og
er jo ikke så lille mere. Jeg har fået dette dejlige billede, og hun er altså
blevet en rigtig smuk Lassiepige.
10. august

Alle 4 hunde går til Rally træning i DcH Slagelse, og her har jeg snuppet
dem i et roligt øjeblik, mens de venter på tur.
2. august

Lassietur til et skønt område i Slagelse, kaldet Lagunen. Læg lige mærke
til at vi har alle 3 farver repræsenteret, og fra venstre mod højre er det:
Yankie, Chanti, Omi (bagved), Mira, Kevin, Asti, Alba, Hayley og Nemo.
Tak til alle for en herlig tur og især tak til Nemo's mormor for at lede os
gennem dette herlige område.
30. juli

Dejlige Omi fylder 2 år i dag. Omi er noget af det sødeste og kærligste, og hun
er altid klar til sjov og leg. Da hun altid er så sprudlende glad, gik jeg og
tænkte, at hun var da "Omi Evigglad", men navnet "Evigglad" har en anden
hund (Cocky fra mit C-kuld) haft, og det tilhører ham. Men hvad så med
"Omi Tusindefryd", det passer mindst lige så godt. Så her er min prinsesse Tusindefryd fotograferet midt i Savannens mange blomster af samme navn.
26. juli

Snuppede lige et billede af Chanti, mens hun slappede af på "savannen"
og samtidig holdt øje med alt, hvad der rørte sig.
19. juli

Flere gange om ugen går vores tur til Tuelsø, hvor vi går mellem 5 - 7 km - alt
efter vejret. Vi har vores faste steder, hvor vi gør holdt, så både hundene og
jeg kan få lidt at drikke. Når vi går tur i grusgraven er vandet så fint og rent
at hunden kan drikke af søerne, men her er vandet desværre ikke godt nok
til at drikke af, så jeg medbringer vand til os alle 5.
11. juli

Morgentur i grusgraven - Mira holder et vågent øje efter harer, mens
farmor, Hayley slukker tørsten i en af søerne.
3. juli

En Lassie er jo den fødte skuespiller, og er altid klar til at træde ind på en
scene. Her poserer Omi, Mira, Hayley og Chanti på Amfiteatret i Hedeland.
27. juni

Det er lige lovlig varmt til de lange morgen gåture for tiden, så vi nøjes med at
gå rundt i grusgraven. Der kan hundene løbe frit, så de selv kan bestemme tempoet, og der er rigelig med frisk vand til både at drikke og soppe i. Her
har jeg snuppet Chanti og Mira, der lige har slukket tørsten i en af søerne.
23. juni

Man siger jo "Mad dogs and Englishmen go out in the middaysun",
men mine hunde er altså hverken gale eller englændere.
   Og alligevel går de ofte ud - og endda tager en lille lur - i middagssolen.
18. juni

I dag fylder min skønne og dejlige Mira 4 år. Hun er ganske
uden pels for tiden, men i mine øjne stadig fantastisk smuk.

Sammen med Mira har hendes 2 søstre jo også fødselsdag,
så der skal lyde et stort
TILLYKKE
til Katinka og Colleen
12. juni

Jeg har fået nogle helt fantastisk dejlige billeder af snart 10 år gamle Jewel,
og så måtte jeg selv vælge, hvilket jeg ville bruge på min hjemmeside.
Det var godt nok svært at vælge, for de var alle så gode, men det blev dette
skønne billede, hvor man tydelig kan se Jewels vidunderlige udtryk.
Tusinde tak for billederne, Merete.
I dag kan I-kuldet fejre 10 års fødselsdag - og om 2 dage kan J-kuldet,

Kæmpe tillykke alle sammen
4. juni

Der bliver gravet på livet løs i grusgravene i Stenlille. Her er vi på tur i en af
vores nærmeste skove, Bromme plantage, hvor grusgraven udvider voldsomt.
Der er blevet fældet mange træer, for at komme ned til gruset, men så
foreskriver reglerne, at der bliver plantet lige så mange træer et andet sted,
i stedet for dem man fælder. Det er også blevet gjort - Sønderjylland, så
det har vi ikke meget glæde af. Heldigvis er der stadig mange skønne skove
i området, så vi kommer ikke til at mangle tur emner.
29. maj

Jeg har fået dette dejlige billede af Helles søde Lassiepiger, Ginger og Nigella, fotograferet i en smuk purløgsmark ved Skibby.
 
22. maj

Smukke Chanti mellem en masse Tusindfryd.
Jeg havde håbet så meget på et kuld hvalpe her i sommer, og Chanti havde da
også alle tegn på drægtighed, men en scanning hos dyrlægen viste desværre,
at der ikke var hvalpe på vej.
Nu håber jeg på bedre held med Mira og måske Omi til efteråret.
12. maj

Den rododendron, Hayley ligger foran, blev købt fordi den har navnet "Luna".
Jeg havde lige mistet min skønne colliepige, der også hed Luna, så hvad var
mere rigtigt end at sætte denne smukke rododendron som markering over
hendes grav. 10 år gamle Hayley er Lunas Oldebarn, og rododendronen
blomstrer smukkere i år end nogen sinde.
5. maj

Skoven er altså meget smuk lige nu med de nyudsprungne bøge
28. april

Jeg har fået dette dejligt billede af Buddy fra O-kuldet - tusinde tak Heidi.
22. april

Et afslappet øjeblik på "savannen", hvor de vilde dyr hviler under den store pil
14. april

Så er skovene dækket af det smukkeste anemone-tæppe
8. april

Med et billede af de 2 søstre Omi og Mira liggende foran nogle af alle de
 mange kejserkroner der pryder forhaven, vil jeg ønske
RIGTIG GOD PÅSKE, selv om den for mange ikke bliver som vanlig.
4. april

Igen en tur til en af de nedlagte grusgrave i området, hvor hundene har
lov til at løbe frit. Jeg har lovet dem en godbid, hvis de lige kunne stå
stille et øjeblik - og det ser Omi frem til.
30. marts

I dag kan L-kuldet fejre 7 års fødselsdag, og jeg har fået dette dejlige billede
af en af fødselsdagsbørnene, søde Lady Malou. Her nyder hun forårssolen
på terrassen sammen med katten, Albert - tak for billedet, Conni.
Kæmpe TILLYKKE til alle 9 L-hvalpe med de 7 år
22. marts

Igen et billede fra dagens morgentur, denne gang fra Store Enemærke her i Stenlille. Hvis I ser godt efter kan  man se, at anemonerne er godt i gang med
at springe ud, og i denne skov er der både hvide og blå. Heldigvis er der ganske fredeligt i skovene, jeg møder kun yderst sjældent andre, vi har næsten skovene for os selv, så ingen problemer med at holde de 2 m afstand til andre.
I dag mødte vi en flok rådyr, men de holdt sig fint på lang afstand.
14. marts

Fantastisk smuk morgentur i grusgraven i dag
9. marts

Tænk at de her to herlige brødre allerede kan fejre 5 års fødselsdag.
6. marts

Så er Hayley igen på forsiden, for i dag fejrer vi hendes 10 års fødselsdag.
Men det er jo ikke kun Hayley, der har fødselsdag i dag, det har hendes
søskende jo også, derfor skal der lyde et  KÆMPE TILLYKKE
til alle H-hvalpene med den runde fødselsdag
1. marts

Hayley ønsker sit store K-kuld hjertelig tillykke med de 8 år i dag
22. februar

Så er vi klar til den daglige tur i skoven, hvor vi går en tur på en 5 - 7 km i næsten
 al slags vejr. Men hvis det regner voldsomt så snyder vi, men se lige den
flotte blå himmel der var i går. I dag regner det - igen.....
16. februar

Der er ikke mange solskinsdage for tiden, men når de er der, så er det bare
med at komme ud på rigtig lange ture. Her er vi i Store Bøgeskov, hvor
hundene poserer ovenpå Kyllingedyssen. Jeg frygter at de for februar
meget høje varmegrader vil få flåterne til at vågne, og så kan vi ikke
komme i denne skov, før det atter bliver koldt. St. Bøgeskov er
nemlig et af de værste steder mht. flåter i mit område.
8. februar

Sikken et skøn solskinsvejr vi havde i dag, det var da lige egnet til at tage et
godt billede af mine 4 søde Lassiepiger. Det er med at nyde de få solskinsdage, der er for tiden, for allerede i morgen er der varsel om regn og blæst.
1. februar

Jeg gik turen rundt i Naturpark Skovsø ved Slagelse, og den rute går tæt forbi DcH's træningsplads. Efter turen smuttede vi ind på pladsen, så hundene kunne få lov til at løbe frit - eller tage sig en svømmetur, hvis de havde lyst til det, for vores træningsplads er ganske oversvømmet. Jeg træner Rally med alle 4 hunde i DcH, og heldigvis er der et tørt område tæt ved klubhuset, men ellers kunne
vi jo bare indføre et nyt skilt: "Hund og fører i løb gennem vand" ;-)
26. januar

Jeg var inviteret til formiddagskaffe hos Sassy - fra O-kuldet - og så snuppede
 jeg lige et billede af hende. Hun er da blevet en rigtig smuk Lassiepige
19. januar

Morgentur i grusgraven sammen med Nemo, Hayleys store smukke
blue merle søn. De hygger sig så meget sammen, men pga. løbetid har vi
ikke set Nemo i flere uger, så gensynsglæden var stor.
10. januar

Lassies Sweet American Hayley
Nu er Hayley på knap 10 år ældste hund her og hun er så småt ved at overtage sin mors, DeeDee's førerplads. Men da Hayley er en meget sød og blid Lassiepige, så bliver der selvfølgelig ikke nogen form for ballade. En af de tydelige forandringer er, at Hayley har overtaget DeeDees plads på tæppet ved siden af pc'en.
2. januar

LP 1, LP 2, samt Dansk Rally Lydigheds Champion

Lassies Sweet American DeeDee

Dette er det sidste billede jeg fik taget af min skønne DeeDee, hvor hun er fotograferet ved julerosen for et par uger siden. Den sidste dag i 2019, blev også DeeDees sidste, hun ville været blevet 12 år om 3 uger, men det nåede hun desværre ikke. Læs mere i LassieNYT

 
Se alle forsidebillederne fra 2019