Det kan være lidt svært at læse den scannede udgave af artiklen, men her er teksten:

Da Jane Aamund fik collie
I slutningen af januar kom beskeden om, at forfatteren Jane Aamund var afgået ved døden efter lang tids sygdom. Det fik mig til at tænke på, at det i år er præcis 20 år siden, Jane Aamund besluttede sig til at få en collie ind i sit liv. Min mor var en stor fan af Jane Aamund, og læste alle hendes bøger, og på min mors anbefaling havde jeg også med stor glæde læst flere af dem. Så det var ret sjovt, at netop hun kom til hvalpehygge hos mig.
Jane Aamund skrev jo om alt, hvad der var værd at skrive om, så jeg kunne læse om hendes oplevelse, når hun havde været til hvalpetræf. Hun beskrev på sin morsomme facon, hvordan det var at komme på besøg, og selv om der var mange gæster samlet, så stod sofaen og stolene tomme, for alle sad på gulvet og legede med hvalpe. Først når hvalpene var trætte, satte folk sig lidt mere behageligt og fik kaffe og kage.
Selv om Jane Aamund og hendes mand egentlig boede på Sjælland, ville hun og hunden tilbringe langt det meste af tiden i Nordjylland, hvor hun havde et stort, dejligt hus, og hvor hun skrev sine bøger.
Jeg fik tit søde opringninger om, hvor godt det gik med Pascha, og hvor glad hun var for ham, han levede et herligt frit liv med lange ture ved stranden. Dog skulle der også lidt opdragelse til, og til den opgave hyrede Jane Aamund en professionel træner fra England.
Alt gik super fint, og det var sjovt for mig at læse om ”min hund” i de kulørte blade, for Jane Aamund var jo godt stof. Ja alt gik godt lige indtil den sygdom, der havde præget en hel del af Jane Aamunds liv, brød op og atter gjorde livet svært.
En dag jeg var på arbejde – og denne dag havde vagten på Radioavisen (som tekniker) – kaldte redaktionssekretæren ud i lokalet, ”Winnie, der er telefon – det er Jane Aamund, der vil tale med dig!” Der blev straks helt stille i redaktionslokalet, journalisterne var parate, var der en god historie på vej? Men jeg måtte straks skuffe dem, ”Næ rolig nu, ingen sensation, Jane Aamund har bare en hund fra mig”, men det var nu første gang, hun havde ringet til mig på mit arbejde. Åh, den var hel gal, hun var så syg, så syg og skulle indlægges, og hun vidste ikke, hvor lang tid det ville tage denne gang, og hvordan hun ville havde det, når hun kom hjem. Hun syntes ikke det var fair overfor så ung en hund, og hun bad mig om at tage ham tilbage, og finde et nyt godt hjem til ham. Jeg sagde, at jeg gerne ville passe ham, mens hun var indlagt, og indtil hun fik det bedre, men hun var så smadret, og tidshorisonten var så usikker, at hun slet ikke kunne overskue det, så hun bad mig inderligt om at tage ham. Dagen efter kom hendes mand med Pascha sammen med alle hans papirer, og med underskrevet ejerskifte.
Samtidig fik jeg hendes seneste bog, ”Kamæleonen”, som hun havde signeret med den sødeste hilsen til mig:

Kære Winnie,
Tak fordi du vil hjælpe mig i den sørgeligste episode i mit ”hundeliv”, den dejlige hund og så alle mine smerter.
Tak for al din støtte og hjælp.
Kærlig hilsen
Jane