Det kan være lidt svært at læse den scannede udgave af artiklen, men her er teksten:

DKRLCH – og vejen dertil.

I år har 7 collier opnået den fine titel: DKRLCH – Dansk Rallylydigheds Champion – og hvis nogen tror, det er nemt, så vil jeg gerne fortælle, at det var det i hvert fald ikke for mig. Det har krævet både tro, håb og kærlighed – og masser af træning.
Tro på at det ville lykkes, trods flere møder med ”IB” (ikke bestået) undervejs, for ikke at tale om de gange, vi bare ikke fik point nok til at komme videre. 
Håb om at der vil være held ved prøven, eller i hvert fald ikke uheld. Der kan f.eks. være 2 hunde, der kommer op at toppes, eller nogen slår telt, bure mm. op – eller pakker dem sammen – med meget skramlen og snak eller alt muligt andet ”interessant”, som hunden synes, den skal følge med i. Det kan let distrahere, og så ryger koncentrationen, og det koster point – så lidt held skal der også til.
Kærlighed til sporten. Rally har fra første færd begejstret mig, selv om jeg personligt mener, at alle de nye regler har ødelagt den oprindelige idé og mening med lige netop denne hundesport – men det har jeg lagt bag mig. Jeg er vild med rally.
Men uden træning går det slet ikke, hunden – og føreren – skal jo kunne alle øvelserne både med hunden på venstre og højre side.

Mira startede med Rally i foråret 2018, og klarede hurtigt Begynder klassen, og derefter snuppede hun Øvet klassen om efteråret, tju-hej hvor det går. I 2019 skulle Ekspert klassen da lige klares, og de 3 prøver skulle helst overstås inden d. 1. august 2019, for efter denne dato trådte nye regler og en masse nye øvelser i kraft. Det var bare med at få overstået den klasse inden, og hvor svært kunne det være? Mira blev tilmeldt 5 prøver, så var der 2 til at fjumre på – og så ville den ged da være barberet – troede jeg.
Det skulle vise sig, at det ikke var så nemt.
1. prøve i Ekspert klassen blev i sandhed en fjumreprøve – i bogstavelig forstand. Jeg gik nemlig nærmest vild i skilteskoven, og jeg blev så frustreret, at jeg opgav midtvejs og indhøstede mit første IB (Ikke bestået). Næste prøve gik trods alt bedre, ja, faktisk rigtig godt, og kun pga. en dommer, der trak for noget, andre dommere ikke trak for, opnåede vi ikke de eftertragtede 95 point. De næste prøver gik lidt op og ned – og vi mødte atter IB, men ingen prøver, der gav point nok til et cert. Jeg vidste at Mira kunne alle øvelserne, hvis bare jeg formåede at vise hende, hvad hun skulle gøre, og bevare roen i stedet for at give hende vildledende signaler. Jeg var ikke mange sure sild værd. Det var virkelig deprimerende, og jeg fik den tanke, at jeg måske slet ikke kunne rumme Ekspert klassen – jeg var meget tæt på at opgive……
Men i stedet for at opgive, fik jeg træningsaftaler med en dygtig instruktør, som hjalp mig rigtig meget med mit kropssprog, så Mira ikke blev forvirret over sin elendige fører. Det hjalp. Så på de næste 4 prøver opnåede Mira fine resultater og titlen Dansk Rallylydighed Champion var hjemme.

Ja, det krævede ikke alene tro, håb og kærlighed – men også blod, sved og tårer.
Blod, Mira har i sin iver efter at snuppe godbidden under træning ramt min finger, så det blødte – ganske lidt.
Sved, man træner jo i al slags vejr, somme tider fryser man, andre gange hagler sveden ned.
Tårer, jo vist, for da Mira opnåede sin Champion titel, så fik den gamle kone altså tårer i øjnene.
Men det har været det hele værd, og målet var DKRLCH i 2019, og det nåede vi.