Året der gik - 2013

Endnu et år uden ændringer i hundeflokken, Luna blev 12 år i marts og trives heldigvis stadig fint, hun er rigtig glad og nyder fuld respekt fra resten af flokken.
Vonda og Daisy rundede begge 10 år i det forgangne år, og det blev fejret med manér, med mange skønne gæster, der forkælede pigerne helt vildt. En anden helt speciel dag var årets sidste, hvor DeeDee blev Dansk Rally Lydigheds Champion, noget jeg har kæmpet en del for.


Min 4. Rally Champion - søde og dygtige DeeDee

 

Selv om min flok er uændret, så mistede vi et par dejlige Lassier i år.
Den ene er Tjalfe, han var gammel - næsten lige så gammel som Luna - han var jo min, men boede ikke hos mig, så jeg mærkede
 ikke savnet, men jeg havde tæt kontakt med ham og holdt meget af ham, så det var bestemt sørgeligt, at han ikke var der mere.
Men det var naturligt, han kunne ikke mere, det var tiden at give han have fred.

Den anden vi mistede - ja, jeg skriver "vi", selv om han slet ikke var min, men mine hvalpe vil altid være lidt mine i mit hjerte, og det var Cocky i særdeleshed. Cocky var Codys store, stærke kuldbror, der i en alder af knap 8 år måtte opgive kampen mod en flåtoverført sygdom: Anaplasmose. Jeg fulgte på tætteste hånd ejerens utrættelig kamp, alt blev gjort, men mod Danmarks farligste dyr: skovflåten,
er kampen barsk og kan kun vindes, hvis dyrlægen meget tidligt i forløbet opdager, hvad hunden fejler.

 

horizontal rule

 

OPDRÆT
2013 bragte et flot kuld på 9 lækre hvalpe.
 

 

 

Marts blev atter måneden hvor der kom hvalpe.
DeeDees første kuld H-kuldet blev også født i marts i 2010, og det er da også en dejlig tid, hvor vi går mod foråret. Så 30. marts i år nedkom DeeDee med sit andet kuld, denne gang var Justin faderen, og de fik en vidunderlig børneflok på 9 skønne, zoble hvalpe - 5 drenge og 4 piger.

DeeDee klarede sit store kuld eksemplarisk, og hvalpene blev nærmest "revet væk" ;-)
De kom vidt omkring: til Norge mod Nord, til Holland mod Syd, til Bornholm mod Øst og til Jylland mod Vest.
Jeg hører heldigvis jævnligt fra dem, og det er jo bare så herligt at få dejlige mails og af og til billeder - Tusinde tak :-)

 

Lige inden årsskiftet er Hayley blevet parret med en herlig amerikansk colliedreng, så jeg håber på et dejligt kuld om et par måneder.

 

horizontal rule

 

Der er gang i Lassierne

 

Ginger har i år bestået den meget svære Redningshunde-prøve, og kan nu tilkaldes, hvis der opstår situationer, hvor der skal findes mennesker i nød. Det kræver en hel masse arbejde at få denne titel, så det er bestemt meget imponerende.

Peia har også klaret sig rigtig flot i år, hun har jo alle de titler man kan ønske sig, men da hun elsker at lave noget og lære noget nyt, så er hun ofte at finde til konkurrencer i Rally Championklassen. Ingen kan se på Peia, at hun er ved at være en lidt ælder dame på 8 år, der er stadig fart og glæde over hendes arbejde. I år opnåede hun at blive DKK Årets Hund nr. 2 i denne klasse - og det er altså af alle racer, så det er utrolig flot.

Både Vonda, DeeDee og Jewel blev i år udtaget til at være med i DM i Rally arrangeret af Danske Kennel Klub. Udtagelsen til DM sker på baggrund af opnået point ved prøver afholdt af DKK's kredse - de 20 hunde, der har fået flest point, bliver inviteret. Da DM i år foregik i Nordjylland, meldte jeg fra for Vonda og DeeDee, men heldigvis valgte Merete og Jewel at slå ferie og DM sammen, så de kunne deltage. Jewel endte på en fornem 8. plads og det er sandelig imponerende.

Dansk Collie Klub afholdt for første gang "Collie Mesterskab" i både Lydighed og Rally. Ginger, Peia, Vonda og Hayley, gjorde det ganske flot og Ginger og Hayley kom hjem med nye fine titler. Jeg håber og tror at dette arrangement bliver en fast tradition, så kom ud og træn med jeres hunde, så der kan komme endnu flere Lassier med til næste år.

Ginger

Peia

Jewel


Ginger, (nu med BRGPR - Brugsprøve titel), Vonda, Hayley (nu med LP2 titel) og Peia.


Og der er flere Lassier, der er godt på vej træningsmæssigt, så det bliver spændende hvad 2014 bringer

 

Lige i slutningen af året gav Lassierne den endnu engang gas, Ginger snuppede lige den sidste "pind" i Ekspertklassen, og så var
titlen Dansk Rally Lydigheds Champion hjemme.

Og på årets allersidste dag var der 3 Lassier til Rally prøve, og de var alle i super form. Det var Sydkystens Hundeskole, der arrangerede dobbelt rally prøve, og Kamelia debuterede og klarede Begynderklassen 2 gange, og Ike fik sin sidste "pind" i Begynderklassen og kan nu kalde sig Rally Begynder Mester. FLOT begge 2.
Jeg var oppe i Ekspertklassen med DeeDee, hun havde allerede 2 "pinde" i denne klasse og hun var virkelig i hopla, så hun opnåede flotte point i begge klasser, og kan nu - ligesom Ginger - hygge sig med titlen Dansk Rally Lydigheds Champion.

8 Lassie er nu med i The Lassie Champions League
Sidste år var jo et rekord år med hele 4 nye Lassie Champions, men sandelig om der ikke er kommet endnu 2 til denne gruppe i år.
Så velkommen til Ginger og DeeDee.


Jeg er nu sikker på, at der er ret mange af mine hvalpekøbere, der vil mene at deres Lassie også hører hjemme i Champions League.
Og vel gør de så, de er hver og en Champion i deres egen familie.
For langt de fleste Lassier lever jo et forholdsvis stille og roligt liv udenfor konkurrencemiljøet, og det er helt bestemt super godt.
Intet er så vigtigt, som at hund og familie passer godt sammen og holder meget af hinanden, og det gør de jo alle sammen.

horizontal rule

 

Lassie arrangementer

Jeg vil af hjertet takke for den fine opbakning, der har været ved de forskellige arrangementer, jeg - i samarbejde med mange af mine hvalpekøbere - er primus motor for. Det er jo det, der gør, at jeg bliver ved at tilbyde mange former for Lassie-familie-sammenføring.
 

Gåture:
I år har vi været på 5 gå-ture rundt omkring på Sjælland: Vi startede med en herlig strandtur ved Solrød Strand,
så havde vi en dejlig lang og meget smuk tur i Næsbyholm Storskov, så måtte vi igen (ja der er vi næsten hvert år) til Hedeland, hvor vi denne gang oplevede at køre med veterantoget, så var vi ved Gyrstinge Sø og Store Bøgeskov (også en af traditionerne), og vi sluttede året af med en skøn tur til skovene omkring Skjoldenæsholm.
TUSINDE TAK til alle I der har arrangeret en tur og også TUSINDE TAK til alle der har deltaget. Jeg elsker disse ture, dels fordi vi får set områder, vi ellers ikke sådan lige ville komme til, og sandelig også fordi det er noget af det hyggeligste at gå en dejlig tur, mens man snakker om løst og fast - og hundene nyder hinanden og alle de nye dufte.


Solrød Strand

Hedeland

Gyrstinge Sø

Skjoldenæsholm

Næsbyholm

 

Træning på "savannen":
Jeg kalder
mit store indhegnede areal for "savannen" - "Det hedder en fold!", fik jeg at vide, da jeg flyttede hertil, "en indhegnet mark er en
fold!" Nå, jeg kalder det mest for savannen, og der har i år været arrangeret en hel del træning, hvor Conni Hansen (ejer af Peia og Malou) har undervist på sin helt fantastisk inspirerende måde. Træningen er for Lassier i alle aldre og på alle træningsniveauer, lige fra legesyge hvalpe til de lidt ældre og noget mere fornuftige, og alle nyder træningen.
Og intet Lassie arrangement uden kaffe/te og kage - der skal jo også tygge-hygges og snakkes.
Conni har heldigvis tilbudt at lave endnu flere trænings seancer, dem kan man læse om under Arrangementer, hvor der jævnligt kommer nye tilbud.

 

Udstilling

           

Normalt arrangerer jeg hvert år en udstillingstur for Lassier til Sverige, men i år blev det ikke til noget, så det må være et must til næste år. Det skal jo bare passe med en udstilling, der ikke er alt for langt fra broen, og på et tidspunkt, hvor det nu kan passe ind i alle de andre arrangementer - og det er lidt af et puslespil.

Flere Lassie-ejere har meddelt at de gerne vil med, og vi plejer da også at klare os ret godt på Svenske Brugshundeklubs udstillinger, samtidig med at vi har en rigtig hyggelig dag

horizontal rule

Lassier på forsiden af Colliebladet
Der har været Lassier på forsiden af Colliebladet 6 gange.
I år var der en Lassie på forsiden af Colliebladet både i årets første og årets i sidste nummer.
Her er alle de forsidebilleder med Lassier på.
Daisy

August 2004
 
Memphis og Buick

December 2006
 
Peia og Cocky

Marts 2009
 
Kamelia

Juni 2012
Ginger

Marts 2013
Cody med veninde Dita

December 2013

Jeg kan varmt anbefale et medlemskab af Collieklubben, medlemsbladet er fuld af interessante artikler.

horizontal rule


Jeg vil gerne sige et stort varmt tak til alle mine dejlige hvalpekøbere, I er bare helt fantastiske.
Tak fordi jeg stadig må følge med i "mine" hvalpes liv, det er en stor glæde for mig.

Husk:
Der er livslang service, kontakt mig endelig, hvis I har spørgsmål eller bare noget I har lyst til at tale med mig om.

horizontal rule



Med dette billede af en pjanket Hayley, der ruller sig i græsset,
vil jeg ønske at vi aldrig glemmer at fjolle og have det sjovt - det er så vigtigt :-)
Jeg håber på en masse dejlige oplevelser med alle Lassierne og deres skønne ejere i det nye år.
w


Jeg - samt hele Lassieflokken,
Hayley, DeeDee, Cody, Aica, Daisy, Vonda og Luna
ønsker
RIGTIG GODT NYTÅR
TAK FOR ALT 2013
OG DE BEDSTE ØNSKER FOR 2014

horizontal rule

horizontal rule